Employer branding

Næsten halvdelen af arbejdsstyrken vil gerne have et nyt job, hvis det rette dukker op (Ballisager et al. 2024). Derfor er et godt employer brand nødvendigt, for at virksomhederne kan tiltrække gode medarbejdere og skabe de bedste forudsætninger, for at de gode medarbejdere også har lyst til at blive hængende. Og så er employer branding vigtigt, hvis virksomheder skal vækste, fordi vækst kræver kompetent arbejdskraft – og den slags hænger ikke på træerne.

Hvad er employer branding egentlig?

Hvad er så egentlig employer branding? Kort fortalt er det den måde, virksomheder, kommuner, organisationer osv. kommunikerer om sig selv som arbejdsplads – bevidst og ubevidst. Uanset om man som virksomhed gør noget aktivt for det eller ej, så har man et employer brand – ligesom det er tilfældet for branding i det hele taget. Så man kan lige så godt gøre en strategisk indsats for at påvirke det!

Employer branding er essentielt for at sikre talentfulde kandidater i rekrutteringsøjemed – og opnå loyalitet hos medarbejdere. I et bredere perspektiv handler det også om at opbygge netværk og relationer, som kan understøtte virksomheden på forskellig vis. Der er derfor alle argumenter for at gøre sig nogle grundige strategiske overvejelser om, hvordan man vil brande virksomheden som arbejdsplads.

Troværdighed, troværdighed, troværdighed

Troværdighed er helt centralt, når man taler om employer branding. Er der sammenhæng i det, virksomheden siger, og det, den gør? Det er afgørende for, at virksomheden fremstår ærlig og pålidelig, og det er med til at sikre, at virksomheders branding ikke ender med at have utilsigtede negative konsekvenser. Man skal holde, hvad man lover, og hvis det er fleksibilitet, work-life-balance og CSR, man fremhæver i jobannoncerne – så skal det stemme overens med det, medarbejderne faktisk oplever, når først de er inde i folden.

Indflydelse på employer brand

Der er mange faktorer, der påvirker en arbejdsplads’ employer branding. Deriblandt:

  • Ledelse er en vigtig faktor for, hvordan medarbejderne oplever en arbejdsplads – både evnen til at lede og ikke mindst måden, man behandler de ansatte på. Den gode leder udviser tillid, tydelighed, ærlighed og empati.
  • Medieomtale og generelt omdømme vedr. virksomheden som arbejdsplads på godt og ondt. Word of mouth er en stærk kraft, og et dårligt omdømme kan være svært at komme til livs.
  • Virksomheder gør i stigende grad brug af corporate social responsibility (CSR) for at øge tiltrækningskraften på nuværende og potentielle medarbejdere.
  • Medarbejdergoder, løn, pension og andre konkrete forhold, der kan gøre virksomheden mere eller mindre attraktiv for medarbejdere.
  • Mulighed for faglig udvikling og for at avancere på arbejdspladsen.
  • Arbejdspladsens samarbejdspartnere – og deres brand og employer brand. Employer branding smitter, så hvis virksomheden arbejder tæt sammen med nogen, der er notorisk kendt for at behandle deres medarbejdere dårligt – ja, så kan det godt have negativ indflydelse på virksomhedens employer brand.
  • Virksomhedens økonomi, som kan være en indikation for medarbejderne om, hvor sikkert et kort det er at arbejde der.
  • Diversitet og inklusion er på alles læber, og derfor er det selvfølgelig også en betydningsfuld faktor i forbindelse med employer branding.
  • Rekrutteringsprocesser og i den forbindelse måden, man behandler kandidater, uanset om de bliver valgt til jobbet eller ej.
  • Muligheden for at arbejde hjemmefra er generelt noget, der vurderes positivt, ligesom en høj grad af fleksibilitet og selvbestemmelse har positiv betydning for mange medarbejdere og deres stressniveau.

 

Listen er lang og slet ikke udtømmende, for det er komplekst og afhængig af brancher, målgrupper osv., hvad der er særligt vigtigt. Overordnet kan man dog se en tendens til, at bløde faktorer bliver mere og mere vigtige for arbejdstagerne.

Employer branding. Employer branding everywhere

Employer branding bør tænkes ind i ALLE platforme – uanset om det er på egen hjemmeside, i direktørens deltagelse i en podcast, i jobannoncer eller fysiske møder på jobmesser og lignende – derfor er det også vigtigt, at alle medarbejdere er klædt på til at være tro mod det ønskede employer brand i mødet med omverdenen.

Sociale medier er på mange måder et arnested for employer branding – det ligger i deres essens, at man kan skabe netværk og relationer – både intentionelle og mere tilfældige af slagsen. Her kan virksomheder også kommunikere med passivt jobsøgende, som ikke aktivt søger en ny stilling, men som kan rykkes, hvis der er et bedre match.

Medarbejdere som ambassadører

Et af de stærkeste kort, arbejdspladser har i forbindelse med employer branding, er deres medarbejdere. Tilfredse medarbejdere er gode ambassadører – derfor er det vigtigt, at virksomheder lige så meget indadtil som udadtil arbejder strategisk med employer branding – og ikke mindst gør de ting, de siger.

Et godt første skridt i strategisk arbejde med employer branding kan derfor være at spørge medarbejderne, hvad de oplever på godt og ondt om arbejdspladsen – og tage det alvorligt. Hvis medarbejderne er tilfredse, vil de også med større sandsynlighed agere ambassadør for virksomheden og evt. dele posts, jobopslag osv. på og dermed validere virksomheden som et godt sted at arbejde.

Trænger jeres employer brand til lidt kærlighed og opmærksomhed? Kontakt os på + 45 91 23 00 09 eller info@detnyesort.dk og lad os tage en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer.