Navneudvikling · Visuel identitet
En investering i fremtiden
Tiden og målsætninger kan løbe fra ens navn – især hvis det er på dansk og man pludselig skal noget mere. Det kan være udfordrende, men også starten på noget nyt. Heldigvis så investeringsselskabet Formue Nord det som en oplagt mulighed for at skabe en opdateret profil, der matcher fremtidens målsætninger.
Tillid og Ordentlighed
Det der med at arbejde med andres penge handler virkelig om tillid og ordentlighed – det er ikke noget man bare lige slår sig op på at gøre. Det kræver en god portion erfaring, specialiseret viden og stærke kompetencer. Og det er nøgleord for rammesætningen af den nye profil.
Navneudvikling
Udviklingen af et nyt navn begynder ofte med at sondere terrænet, og hvordan en branche navngiver sig. Investerings, finance branchen viste sig at være et meget kreativt sted for navne. Lige meget hvilken ide, hvilket ord der blev oversat til engelsk eller latin og hvilken sammensætning, vi forsøgte os med, så var det optaget. Så det var noget med at begynde at se andre steder hen – historien og mytologier kan f.eks. være til inspiration.
Vi sammensatte en samling af forslag, der enten smagte af noget nordisk, noget med formue eller vækst. Valget faldt på Fenja Capital. Fenja stammer fra nordisk mytologi, hvor jættekvinden Fenja blev sat til at spinde guld på en kværn. Navnet kan udtales i andre lande og har en fin fortælling og kobling til fagområdet
Designudvikling
Designet udspringer af de samme værdi- og nøgleord og har både noget moderne og solidt over sig. Det visuelle udtryk bakker navnet op og giver det liv i et særligt univers, hvor man både føler sig tryg, nysgerrig og motiveret. Logoet er udviklet med tanken om et symbol, emblem og en kvindefigur, der står stærkt som en visuel markør.
Farvevalg
Designet indkapsler et pålideligt, autoritært og moderne formsprog, der matcher virksomhedens skandinaviske arv og finansielle ekspertise. I den her case valgte vi at vise et par retninger for designet og for farvesammensætningen.
Valget faldt på den solide Nordic Green som grundlaget for identiteten, farven symboliserer vækst og velstand. Golden Hour er en accentfarve, der tilfører varme og fremhæver vigtige informationer, Pale Dawn bruges som baggrundsfarve og Midnight Shadow bruges til primær tekst og Arctic anvendes til at skabe visuel interesse.