Spring til indhold

Stål og metaller i nye klæder

Stål og metaller i nye klæder

Stål og metaller. De robuste og rå materialer er grundstenen i Tibnors DNA og deres over 100-årige historie. Men virksomheden og omverdenen er ikke, hvad de var for 100 år siden. Tibnor er i en digitaliseringsproces, og de havde derfor brug for en visuel identitet, der kunne støtte op om det og give dem nogle flere visuelle værktøjer til at agere i den digitale sfære.

Processen

Arbejdet med at skabe et nyt visuelt udtryk, der fungerer på de forskellige markeder, og som underbygger Tibnors opdaterede digitale strategi, har forudsat en grundig analyse af markedet og virksomheden og en masse sparring og løbende dialog.

Processen har derfor budt på en indledende workshop med kunden for at få en indgående forståelse af dem og deres kunder. Derudover en masse desk research, men ikke mindst en rundvisning i deres danske afdeling, som ikke alene gav et unikt indblik i deres univers, men som også inspirerede designprocessen med de former, farver, typografier osv., som vi observerede i deres produktion.

Det har været helt essentielt for kunden og os at inddrage dem i den løbende designproces, så de havde mulighed for at komme med værdifulde input og være med til at influere det endelige resultat. Og det er blevet ret godt, hvis vi selv skal sige det. Det tætte samarbejde har uden tvivl været en positiv faktor for ikke bare processen, men også for resultatet.

“Det nye sort er på én og samme tid både ydmyge og respektfulde, men samtidigt ambitiøse og udfordrende. Sparringen med dem har været ekstremt værdifuld i vores jagt på en ny, mere moderne identitet og brand. De har til fulde levet op til vores forventninger i både idégenereringensfasen, planlægningsfasen og selve eksekveringen, og selvom de udfordrer både Tibnor og mig personligt, så er de altid lyttende og forstående overfor de beslutninger, vi som kunde i sidste ende tager. Jeg har kun mødt venlighed, hjælpsomhed og professionalisme i hele Det nye sorts organisation, og derfor føler jeg mig altid tryg i deres hænder.
 
Selvom vores forventninger fra start udelukkende gik på at få hjælp til vores rebranding, så har partnerskabet i dag udviklet sig til, at Det nye sort varetager forskellige grafiske og budskabsmæssige opgaver for Tibnor.”

Jeppe Ørum Pedersen
Head of Communications, Tibnor.

Det nye og det gamle, det tekniske og det bløde

En vigtig del af Tibnors nye identitet var at skabe et nyt, tidssvarende logo med respekt for deres historie og DNA. Vi har udviklet et logo, der kombinerer det moderne med det solide, karakteristiske og genkendelige.

Redesignet af deres logo fokuserer derfor på at bevare nogle af de visuelle elementer fra det gamle logo. Den dristige attitude og rundingen, der henviser til produktet: stål. Logoet er inspireret af en slab serif-skrifttype, der understøtter et teknisk udtryk. Rundingen af B, R og O er inspireret af det gamle logo og symboliserer de blødere værdier hos Tibnor: relationer, tillid og ansvar.

Vi er vores farver

Farverne i Tibnors opdaterede farvepalette stammer fra stålbranchen og naturen. Tibnors brandfarver består af to primære farver og en spotfarve. Den ene primærfarve er dyb blå. Den dybe blå farve symboliserer seriøsitet, professionalisme, stolthed og tyngde, som findes i Tibnor.

Den anden primære farve er creme, som symboliserer det lyse, venlige og skandinaviske. Spotfarven er en kraftig mint, der hjælper med at positionere Tibnor som et moderne selskab, der er godt integreret i en digital verden.

På linje med Tibnor

Et femte element er med til at udgøre den visuelle identitet og er en grafisk identitetsmarkør, som understøtter de øvrige elementer i ID’en. Det femte element i Tibnors visuelle identitet er en tynd linje, som refererer til de systematiske og lige linjer, man ser i lageret og på produkterne i form af lige rør, plader osv. Det kan anvendes til at bryde layoutet på diverse annoncer og præsentationer, lave tidslinjer osv. Den simple form er meget anvendelig og alsidig og fungerer som en rød tråd – eller linje, om man vil – i Tibnors kommunikation.

Løbende samarbejde har givet den visuelle identitet nyt liv

Vores makkerskab med Tibnor giver løbende nye og fede opgaver, hvor vi kommer omkring displayløsninger til messestande, design af materialer, tekstforfatning og strategisk kommunikation. Tibnor er modige og med på noget – og det er en kæmpe fornøjelse. Med vores indgående kendskab til Tibnors visuelle udtryk har det efterfølgende samarbejde været en naturlig forlængelse af arbejdet med deres ID, og det har været fantastisk at arbejde med den visuelle identitet i forskellige, nye kontekster og give den liv.

Næste Fra kommune-look til farverigt unikum