Vejle Kommunes visuelle identitet er inspireret af en rejse gennem landskabet, byerne og organisationen. Vejle Kommune har en unik natur, er rig på kultur og kulturhistorie og er præget af en respekt for fortiden og en drivkraft til at se fremad og forny. Vejle Kommune er mere end ét sted med én type mennesker. Her er en diversitet, som den visuelle identitet skal rumme.
Den visuelle identitet skal kommunikere i øjenhøjde til alle kommunens borgere – uanset om emnet er i den seriøse eller den mere sjove ende af skalaen. Den visuelle identitet skal være samlende og genkendelig uanset emne og modtager.
Lanceringsfilm
For at implementere den nye identitet og formidle mulighederne og værktøjerne, der følger med en ny visuel identitet, har vi udviklet en lanceringsfilm. Filmen sætter bevægelse til Vejle Kommune og viser alt det, kommunen rummer og skal have mulighed for at kommunikere – som én samlet enhed.
Vejle i farver
Vejle Kommune favner bredt. Kommunen kommunikerer i en bred skala med information og budskaber som myndighed, fortæller om koncerter og festivaller eller byder nye borgere velkommen.
Derfor er der brug for en bred farvepalette, som giver mulighed for at sammensætte et stringent og klassisk look, men også løfte alvorlige emner. Der er også mulighed for at kombinere farver, så der skabes et mere livligt og legende udtryk, som eksempelvis matcher kulturlivet i kommunen.
Horisontlinjen
Det “5. element” tager udgangspunkt i Vejle Kommunes kuperede landskab og horisontlinje.
Horisontlinjerne kan nemt skaleres til det ønskede format og kan udover den generelle højde og bredde også justeres op og ned for bakke og dal.
Elementet er designet til både at fungere statisk og i bevægelse gennem animation, der skaber et levende digitalt udtryk.